Første søndag i advent.

I går var det første søndag i advent. Der er sikkert kommet lys i advetnkrandsen rundt om, og det eneste mærkelige er måske, at TV´s julekalender ikke er startet endnu, for det sker jo ikke før d. 1. december.

Men i kirken blev det ny kirkeår indledt med oplæsning af søndagens evangelium. – Det optrykkes herunder. Jens Rothmann brugte sin prædiken på at gøre os opmærksom på, at der her midt i forventningens glæde også findes en anden glæde, som man kan kalde ”det uforventedes glæde”. Glæden over noget man slet ikke havde set komme.

Med det ny kirkeårs start skulle man jo tro, at vi er tilbage ved begyndelsen, ved Jesusbarnets fødsel, men sådan er det ikke, evangeliet begynder med slutningen på Jesu gerning. Jesus rider på et æsel ind i Jerusalem. Det er indleningen til påsken. Vi hører ikke om Jesus som et barn, men som en mand, der talte de religiøse ledere midt imod. Han kommer ikke ridende som en majestæt, men i øjenhøjde og helt uden kongelig stolthed.

Dermed bryder evangeliet vores forventninger.

Det er ”himlens kongesøn” – både menneske og Gud, der kommer ridende her.

Han holder ikke distance, men kommer på vores vilkår, han lever ikke gemt væk på et slot - som vores dronning - men er iblandt os.

Han ved selv, at han er på vej til at fejre sin sidste påske – ophøjet og hyldet på vejen ind til Jerusalem – for blot få dage senere at blive udråbt som forbryder, dømt og korsfæstet. Det ved han selv. Og nu mindes vi om det igen. Det er et ”før-jule-chock” for os alle.

Er det nu så nødvendigt at blive mindet om, spurgte vores præst? Hvad skal det til for?

Jo, det er nødvendigt og sundt, at vi helt uforventet bliver mindet om, hvad der var meningen med det hele!

Julen er nemlig mere end gran. Vi tænder et lys i adventskrandsen og venter nu på at høre, at Jesus lod sig føde – så Guds verden på den måde bliver vores verden.

Vi kender historien – og vi bliver sat i en venteposition.

Den kristne fortælling rækker længere end det lille barn.

Den voksne mand, der ofrer sig, med en kærlighed så dyb og er rettet til os. Det er fortællingen. Det er det, der sker i julen.

På den måde kan julens begivenhed fortsætte året og livet rundt.

Netop det – er så meget mere end man – nogensinde – kunne forvente!

Glædelig adventstid.

 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9