På søndag d. 14. marts er der gudstjeneste i Ejby Kirke kl. 10:15. Søndagen er MIDFASTE SØNDAG.

Prædikenteksten findes i Johannesevangeliet kapitel 6 vers 1-15. Hvordan kan man med rimelighed forstå evangeliets historie om, hvordan Jesus bespiste de fem tusinde med kun fem bygbrød og to fisk? Hvad kan den historie betyde for os i dag? Efter evangelieteksten følger sognepræst Jens Thue Buelunds lille introduktion. Prædiken må høres i kirken. God søndag. 

Bespisningen af de 5000. malet af Giovanni Lanfranco (26.1.1582-30.11.1647). Italiensk maler (Wikipedia).

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 Johannesevangeliet 6,1-15

 Jens Thue Buelund skriver:

Det er midt i fasten på søndag – midfastesøndag. Evangelieteksten er fra Johannes kapitel 6 v. 1-15. Jesus gør sit fjerde tegn. 5 brød og 2 fisk får Jesus på Gudsrigesvis udstrakt til at mætte omkring 5000 mennesker på et måske ellers Gudsforladt bjerg. Ja, der bliver endda meget tilovers. Vi får et forvarsel om, at der på håbefuld vis vil komme til at ske noget stort på bjerget: Som den store folkeskare nærmer sig Jesus, hans disciple og drengen med den lille madpakke med brød og fisk viser det sig, at der var meget græs på stedet. Jesus deler brød og fisk ud som én stor nadveruddeling, som han takker for maden inden sin uddeling.

Jesus skal selv være det brød og fisk – eller vin – som han giver sig selv senere til disciplene skærtorsdag aften – og til alle fra korset langfredag. Jesus har fra bjerget kursen mod Jerusalem, hvor Han skal lide og dø. Vandringen er lang, og folk var strømmet til pga. rygtet om Hans helbredelser og nye ord om Gud. De ord, hvormed han bestandigt sætter de udstødte i udkanten ind i centrum af Guds varme, levende, bankende Faderhjerte.

Fra Ham, der er Guds Søn og Livets Ord – Han, der lige efter denne begivenhed kalder sig for Livets Brød fra Himlen – udgår nu det livgivende brød, som ikke blot mætter alle, men er til stede i så stor overflod, at der bliver 12 kurve tilovers – en kurv for hver af de jødestammer, man dengang regnede med. De har nok – nok til alle – også dem udenfor, der nemt overses, fordi de ikke er så gode til at trænge sig på.

Jesus der den, der samler os til gudstjeneste og bøn for bagefter at sende os ud til de yderste grænser af vores formåen. En formåen, der skaber nyt liv med vores smuler. Han tager, hvad Han har og bruger det. Alt, det, der synes af intet og uden for det sted, hvor noget kan ske; men når Han kommer til – når Han bliver sat ind i centrum af vores fællesskab, da sker det, som vi ikke selv kan gøre: Livet blomstrer, og kærligheden lever.

Må vi leve med blik for at modtage Gudsvelsignende godt i vore hjerter og med Hans fred kunne række ud med Gudsgodt i alverden eller i nabolaget. Må vi se os selv og hinanden som en kristenhedens krop, der samtidig samles og sendes ud mod alverdens grænser med bud om liv, glæde og kærlig opmærksomhed.

Mosaik fra Saint Apolliniare Kirken I Ravenna, Italien 6. århundrede e.k.