Nu på søndag d. 28. marts 2021 er det PALMESØNDAG.

Der er gudstjeneste i Ejby Kirke kl. 09:00 med sognepræst Michael Juul fra Fjelsted-Harndrup.

Palmesøndag er indledningen til påskeugen – og herunder kan du læse den første evangelietekst med påskehistorien. Under teksten kan du læse sognepræst Jens Thue Buelunds introduktion til historien: Hvad kan vi stille op med den i dag? Hvordan skal vi i dag forstå denne historie?  

GOD PÅSKE 

Billedet til Palmesøndag: Jesus rider ind I Jerusalem på et æsel. En mand breder sin kappe ud på vejen som et tegn på respekt. Bygningerne i baggrunden er fra Siena, hvorfra maleren Pietro Lorenzetti (1280-1348) stammede. Kilde: Bibelselskabet & Wikipedia

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« 

Matthæusevangeliet kapitel 21 vers 1-9 

Sognepræst Jens Thue Buelund skriver:

Palmesøndag er begyndelsen på afslutningen af påskedramaet hen imod Jesu korsfæstelse, kampen imod døden i dødsriget og opstandelsen påskedag. Vi hører i dagens evangelietekst, at Jesus kommer ridende sagtmodigt på et æsel. Hvis vi siger om en mand, at han er sagtmodig, så mener vi almindeligvis, at han er bange for at støde nogen, tilbageholdende på grænsen til det selvudslettende. Det er noget andet, der ligger i ordet, når Matthæus låner den gamle profet – Zakarias’ ord og bruger det om Jesus; for Han sidder nok ganske stille på sit æsel; men Han er hverken selvudslettende eller bange for at støde nogen. Som sagtmodig er Han netop ikke bange – ikke bange i den forstand og med den konsekvens, at Han kunne blive handlingslammet. Han har det sagte mod, som gør, at Han fortsætter ind i byen vel vidende, hvad der venter Ham derinde. Han kunne have reageret med mismod, have mistet modet og være blevet slået helt ud. Det sker, at det er det, vi gør, når vi nærmer os en smertelig eller skræmmende eller sørgelig fremtid og skal se en afslutning i øjnene. At vi mister modet og bliver ude af stand til at få øje på nogen glæde eller muligheder – at mismodet kvæler enhver livslyst og lukker ned for selv de kærligste forhold til andre mennesker.

Men det sagte mod, der kendetegner Jesus, er noget helt andet end mismod. Det lader Ham være fuldkommen lydhør, nærværende, givende til stede hos de mennesker, Han holder af. Til det sidste optaget af deres ve og vel, og det giver Ham åbne øjne for den glæde, der omgiver Ham. Sådan ser vi Ham ride ind i Jerusalem.

Indlysende nok er det sagte mod også noget andet end overmod eller hovmod. Denne konge vinker ikke sejrssikkert, rækker ikke selvpromoverende ud for at trykke hænder. Han taler ikke triumferende til sine tilhørere. Han lader ikke som om, Han har sit på det tørre, eller som om Han nok skal klare ærterne. Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig. Sådan siger Zakarias egentlig: retfærdig og sejrrig; men Matthæus springer over retfærdig og sejrrig, når han citerer, og det er helt bevidst.

For denne konge er ikke retfærdig og sejrrig – ikke synligt og her og nu i hvert fald. Han er på vej mod gru og nederlag. Palmesøndag er Han alene sagtmodig. Sagtmodigheden lader Ham stå ved sin egen sårbarhed og lader Ham se virkeligheden i øjnene, så forfærdende og smertelig den også er; for det er det, sagtmodigheden kan: Undgå de faldgruber, der ligger både i mismod og overmod.

Måske er det først påskemorgen, at disciplene for alvor forstår, hvad den sagtmodighed bunder i. at den vokser ud af Jesu grænseløse tillid til sin himmelske Far. En tillid til, at den himmelske Far på én gang er Giveren af alle gode gaver, som bliver ved med at velsigne Hans liv lige til det sidste, og samtidig den Redningsmand, der holder fast på sit menneske og bærer det gennem forfærdelsen. At det er den tillid, der gør, at Jesus på én gang kan se realiteterne i øjnene, stå ved sin egen sårbarhed og bære det, Han skal bære. Og bevare blikket for de mennesker og de glæder, Han stadig får. Tilliden – eller troen – er sagtmodighedens grund.

Ja, det sagte mod er troens gave, som Jesus minder os om palmesøndag. Vi fik det sagte mod, da vores liv ved dåben blev lagt i Guds hænder. Vi skal blot fatte det – fatte mod – fatte sagtmodighed – så vi kan have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Vi skal fatte mod til at være hinanden nær – også på afstand – i glæde og fest – og i trængsler og lidelser; for det hele står alligevel i Gud Faders hånd.