Ord til Skærtorsdag - med præstens kommentar

Ord til Skærtorsdag - med præstens kommentar

Ord til Skærtorsdag - med præstens kommentar

# Nyheder

Ord til Skærtorsdag - med præstens kommentar

Skærtorsdag 1. april 2021.

Skærtorsdag d. 1. april er der Gudstjeneste i Ejby kl.09:00 og i Balslev kl. 10:15. Herunder kan du læse evangelieteksten (1. række) og derpå en lille introduktion ved Jens Thue Buelund om hvad den kan sige til os i dag. Bl.a. skriver Buelund: ”Den tilgivende kærlighed gives os ved nadverbordet…. en tilgivende kærlighed, som skam, ironi, hævntørst, tavshed og kulde ikke kan få fat på, blokere for og ødelægge… den tilbydes og rækkes os på håbefuld vis igen og igen.”

God Påske

Leonardo da Vinci: Den sidste nadver. Maleriet på 460 x 880 cm findes i klosteret Santa Maria delle Grazie i Milano. Leonardo da Vinci indledte arbejdet i 1495 og afsluttede det i 1498. Leonardo brugte lang tid på at finde de rette modeller til apostlene. Abbeden blev utålmodig og klagede til Ludovico Sforza. Leonardo svarede, at han kunne gøre maleriet færdigt hurtigere, hvis abbeden ville sidde model til Judas. Kilde: Wikipedia 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Matthæusevangeliet 26,17-30  

Sognepræst Jens Thue Buelund skriver:

Det er en ganske almindelig erfaring. Man sidder ved et bord og er samlet til et måltid – som del af et fællesskab. Og pludselig kommer der en bemærkning, som udstiller én. Eller udleverer én. Træder på ens ømmeste punkt. Skærer én ned. Afslører noget, som alle andre ikke behøvede at vide. Det er ikke sikkert, at de bemærker det. Måske fortsætter måltidet bare, som om intet er hændt; men selv sidder man tilbage med skammens rødme i kinderne eller vand i øjnene – forrådt simpelthen. Det er værst, når det er mennesker, der kender hinanden ud og ind, og som skulle værne om hinanden. Når ægtefæller forråder hinanden. Eller forældre forråder deres børn. Det er dybt ubehageligt at være vidne til midt i den gode mad. Og det er dybt sårende, når man er den, det går ud over. Måltidet er ødelagt; man er ikke længere en del af fællesskabet. Man er udenfor. Og det, der var hyggeligt og smukt, så længe man var en del af det, opløser sig i frastødende detaljer. Måske er man nødt til at gå fra bordet. Det har vist mange oplevet, at nogen blev nødt til.



Ved middagsbordet skærtorsdag om aftenen er der en forræder til stede. Der er ellers lagt op til en særlig dejlig aften; for det er påskemåltidet, disciplene har forberedt med alt, hvad det indebærer af god mad og vin, smukke sange, store ord om den historie, de kommer af. Højtid og fællesskab. Det fællesskab, der opstår, når mennesker sidder om det samme bord og har mad og sange og historie til fælles.



Men midt under måltidet bryder Jesus den gode stemning og afslører, at fællesskabet ikke er, hvad det ser ud til. Der er en forræder til stede. Han sætter ikke selv navn på. Det gør Matthæus til gengæld: ”Judas, som forrådte Ham”, siger han. Og så er dét på plads. Eller er det? For vel er det Judas, som går ud og forråder Jesus, misbruger Hans tillid og udleverer Ham, hvor Han er allermest sårbar og udsat – alene i Getsemane Have ud på natten.



Men der er en hel række andre, der spørger – én efter én: ”Det er vel ikke mig, Herre?” I Matthæus-passionen kommer spørgsmålet 11 gange: ”Bin ich’s?” ”Er det mig?” Da hanen galer langfredags morgen er alle disciple over alle bjerge. Der er ikke en eneste tilbage. Så svaret er. Ja, det er også dig. Der er mere end én forræder til stede ved bordet skærtorsdag om aftenen.



Vi vil kunne svare på forræderi med tavshed, med ironi eller ved at ydmyge den, der har såret og udleveret os. Jesus svarer ikke igen på samme måde. Han rækker sine disciple brødet og vinen og siger, at det er Hans legeme og blod, og det er til dem. De må få det. Og det er Ham selv, de får. Der er en mening med, at Han skal dø. Han skal dø for at give dem liv, ligesom brødet og vinen giver nyt liv til trætte mennesker. Han siger, at Han ikke bare bliver slået ihjel som et passivt offer ved en forfærdelig fejltagelse eller ved et justitsmord. At Han tværtimod aktivt og bevidst midt i den rædsel, der kommer, giver dem sit liv. Med alt, hvad det indebærer: syndernes forladelse her og nu. Og den nye vin i Hans Fars rige.



I den yderste nød kunne vi måske finde på at give vores liv for nogen, vi elsker meget højt. Nogen, hvis liv er os mere dyrebart end vores eget; men Jesus giver brødet og vinen og dermed sit liv til dem, der forråder Ham. Til Judas, der udleverer Ham, og til Peter, der fornægter Ham, og til Thomas, der tvivler på Ham, og til Jakob og Johannes, der ikke orker at våge med Ham, og til alle de andre, der lader Ham i stikken og flygter få timer senere.



Jesus kalder det for en ny pagt. Det er det også; for i den gamle pagt og i alle andre pagter, vi kender, skal vi opfylde de og de betingelser for, at modparten til gengæld vil opfylde sine. Det er noget for noget; men skærtorsdag ved middagsbordet er ingen betingelser opfyldt. Der sidder forræderne skulder ved skulder. Og alligevel rækker Jesus ud efter dem og holder fast ved dem for at give dem sig selv og sit liv. I den nat, da Han bliver forrådt, giver Han sig selv til forræderne. Det er det mærkeligste måltid; men sådan er åbenbart den nye pagt. En kærlighed, som aldrig bliver forvandlet til ironi, kulde, hævntørst eller tavshed som vores, når vi bliver forrådt. Den Guds kærlighed, der bogstavelig talt bliver ved med at række ud efter os – i ord og brød og vin.



Den tilgivende kærlighed gives os ved nadverbordet. Det er en tilgivende kærlighed, som skam, ironi, hævntørst, tavshed og kulde ikke kan få fat på, blokere for og ødelægge; for den Gudskærlighed tilbydes og rækkes os på håbefuld vis igen og igen.

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed