Påskedag er der Gudstjeneste for de morgenfriske i Ejby Kirke kl. 09:00 – og i Balslev kl. 10:15. I denne tid er der ikke så stor forskel på de to gudstjenester 9 og 10:15, da de højest må være 30 min., er uden fællessang og uden altergang med nadverbord.

Nadvermåltidet hører påsken til, men vær opmærksom på, at der holdes en altergangs-andagt kl. 17 onsdag d. 14. april i Ejby Kirke. Den – indtil videre - sidste af disse små andagter, som er tilrettelagt særligt i ”Coronatiden”.

Herunder evangelieteksten om besøget ved Jesu grav påskemorgen. Læs med – og læs også Jens Thue Buelunds introduktion til den gamle centrale tekst i kristendommen.

God Påske.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8   

Jens Thue Buelund skriver:

Evangelisten Matthæus fortæller, at kvinderne skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle Jesu disciple det. Men her hos evangelisten Markus er der kun frygten hos kvinderne efter oplevelsen af den tomme grav: ”De flygtede fra graven; for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen; for de var bange”, fortæller han.

Kvinderne var bange. Ja, og det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til. De havde oplevet den værste påske i deres liv. Alle 3 kvinder havde fulgt Jesus. Og på hver deres måde var de blevet knyttet til Ham med håb og taknemmelighed. Mens alle Jesu mandlige disciple var flygtet og holdt sig på afstand, havde de stået ved korset den lange, onde fredag og grædende fulgt Ham til graven. De havde hørt Hans sidste ord – både det fortvivlede råb, hvor Gud blev set som den, der havde forladt Ham, og det konstaterende: ”Det er fuldbragt!” Kvinderne kan have opfattet de sidste ord som en resignation: ”Alt er forbi!” eller ”Nu er det ude!” De måtte bare acceptere det.

Er der noget at sige til, at kvinderne var bange? Dette fuldstændigt uventede: ”Han er ikke her – Han er opstanden!” Hvad kunne det vel betyde? Det er ikke graven og døden, der gør kvinderne bange. Graven og døden er baggrunden for den naturlige sorg og følelse af håbløshed hos dem.

Nej, det den tømte grav, der skræmmer dem og så dertil at få at vide, at Jesus som opstanden venter dem som levende. Det er livet, der gør dem bange og forskræmte. Det fuldstændigt uventede, uforudsete, uforudsigelige, utrolige og uoverskuelige liv, som den unge hvidklædte mand – englen – og den tomme grav er tegn på.

”De sagde ikke noget til nogen; for de var bange”. Og hvad skulle de også have sagt: At graven var tom? Ja, det kunne hænde sig, at liget var stjålet, og det var foruroligende nok i sig selv; men de hørte nok noget andet. De vidste, at noget utroligt var sket – at intet var umuligt, og at alt kunne lade sig gøre. Det var skræmmende. Et forfærdende, foruroligende håb. De så ikke, hvad det var. Der er ingen til at beskrive, hvordan opstandelsen fra graven skete, eller nogen, som kunne bevise det … Og så er det nok fornuftigt at bevare sin skepsis; men håbet har en uimodståelig kraft til at sætte sig igennem.

”Jeg vågnede i morges, og så opdagede jeg, at jeg egentlig var glad. Jeg blev så bange.” Det er sagt af et menneske, som havde fået en stor sorg og båret på den længe. Kvindernes reaktion på opstandelsen er i slægt med den frygt. Frygten for det nye liv, man må ud i, og hvor man ikke mere er den sørgende eller den ulykkelige, som man selv ellers kender så godt.

Opstandelsesbudskabet om, at det bedste altid er foran os, for Gud er foran os, er ikke nødvendigvis en selvfølgelig trøst. For den, der har mistet det allerbedste og –kæreste, og som kun ønsker, at alt kunne blive som før, er det dybt provokerende at høre, at der skulle være nogen som helst glæde i, at intet skal blive som før. Men det er det, påskemorgen forkynder som en påtrængende oplevelse. Intet er ved det gamle. Det er ikke det gamle liv med Jesus på landevejene, der begynder forfra påskemorgen. Alt er blevet nyt. Og det er godt. Det er godt, når man kan få sat ord på det for én fuldstændigt nye og anderledes. Og godt er det, hvis det så efterfølgende kan give ens liv et nyt indhold og nye mål at gå efter. Som kvinderne, der skal gå Jesus og disciplene i møde i Galilæa og fortælle, hvad de har oplevet ved graven den uforglemmeligt indgribende påskemorgen.

Må vi synge for de få nærmeste omkring os, som vi kan lige nu; så kan vi synge nogle af de påskesalmer, som hører påskedag og 2. påskedag til – og påskesøndagene fremefter. Så kan vi måske gå med opstandelsen i os, så at en mulig frygt kan overtages af en glæde, som der er noget godt, der skal meddeles til andre. Noget godt, selv om og endda netop fordi livet ikke er det samme som før.