Søndag 19. september 2021

16. søndag efter trinitatis

Tekstrække: Første række

Opvækkelsen af enkens søn i Nain. Radering af W.H. Mote, 1846.
Kilde: Wikimedia Commons.

Gudstjeneste • Ejby Kirke kl. 10:15 • Høstgudstjeneste

729 Nu falmer skoven trindt om land
Tekst: N.F.S. Grundtvig 1844. Mel.: Johan H. Nebelong 1889: Jeg ved et evigt Himmerig

1 Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler.

2 Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

3 Men i vor lade, på vor lo,
der har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.1

4 Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

5 Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

6 Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne.

7 Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder.

8 Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

9 For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være!

10 Hans Ånd, som alting kan og ved,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Himlen os ledsage!

1 opstilling af kornneg

Denne hellige lektie skrives i Jobs bog:

Gid mine ord dog var skrevet ned! Gid de var nedfældet på skrift, for evigt indridset i klip-pen, med en griffel af jern og med bly. Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se.

Jobs Bog 19,23-27a

Eller

Denne hellige lektie skrives i Jobs Bog:
Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig,
og bryster, jeg kunne die?

Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld
og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store, trællen er fri, uden herre.
Hvorfor giver Gud lys til de elendige,
hvorfor giver han liv til de fortvivlede,
til dem, som længes efter døden, der ikke kommer,
som søger den mere end nogen skat,
som glæder sig og jubler
og fryder sig, når de finder deres grav.
Jobs Bog 3,11-22

42 I underværkers land jeg bor
Tekst: B.S. Ingemann 1825. Mel.: Op, al den ting, som Gud har gjort. Jeg ved et evigt Himmerig

1 I underværkers land jeg bor;
ej blinde sjæl det ænser:
Guds kraft igennem verden fór,
og nåden har ej grænser.

2 Den Herre ej forglemmer mig,
som ørknens fugl ej glemmer;
han hører spæde ravnes skrig,
han dyrets suk fornemmer.

3 Han kommer fattig spurv i hu,
han markens lilje klæder;
han skærmer underfuld endnu
den orm, min fod nedtræder.

4 O Gud, hold over os din hånd,
og ingen ørk er øde!
Opliv al verden med din Ånd,
og leve skal de døde!

Mark 8, 1-9

* Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne:

Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.

Efeserbrevet 3,13-21

728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord
Tekst: C.R. Sundell 1934. K.L. Aastrup 1945. Mel.: Knud Jeppesen 1951

1 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,
som jeg nu min egen må kalde.
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
Her bygtes mit bo,
her nyder jeg ro
og kan dig med glæde påkalde.

2 Af henfarne slægter jeg arved den vang,
hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.
Her rydded de marken for stene engang
og dyrked den siden med suk eller sang.
Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer:
den mark, som blev min,
var altid dog din.
Min tanke til dig jeg ophøjer.

3 Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,
frimodigt som fuglen i skove,
og takke for regnen, som vander mit land,
for solskin og varme i sommerens brand,
for avl i min lade dig love.
Hvad magted jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove.

4 Så lær mig da, Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet,
at fylde med hæderligt virke min dag,
at hjælpe og værne om den, som er svag,
at elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved bå-ren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Lukasevangeliet 7,11-17

730 Vi pløjed og vi så'de
Tekst: Matthias Claudius 1782. Bearbejdet 1800. / Jane M. Campbell 1861. Jacob Knudsen 1891. Mel.: J.A.P. Schultz omkring 1800

1 Vi pløjed og vi så'de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

2 Han er jo den, hvis vilje
opholder alle ting,
han klæder markens lilje
og runder himlens ring,
ham lyder vind og vove,
ham rører ravnes nød,
hvi skulle ej hans småbørn
da og få dagligt brød?

Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

3 Ja, tak, du kære Fader,
så mild, så rig, så rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund!
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!

Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Nadversalme

Salmebogtillægget 100 salmer nr. 848: Du har åbnet din lysende bue
Tekst: Iben Krogsdal 2015 / melodi: Kristian la Cour

Du har åbnet din lysende bue
du har skænket din himmelske bro
du har indviet brødet og vinen
så vi får hvad vi ikke kan tro

Her hvor nogen har afgrund at skylde
har du ophævet tidernes nat.
Når vi ikke kan tilgive mere
har du sagt det for længst: alt forladt.

11 Nu takker alle Gud
Tekst: Martin Rinckart omkring 1630./Dansk 1740. 1885. 1889. 1890. Mel.: Johann Crüger 1647

1 Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund!

2 Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!

3 Gud Fader med Guds Søn
og Helligånd tillige
ske tak og lov og pris
i høje Himmerige!
Treenig Gud, som var
og er og bliver, dig
vort takke-offer frem vi bær' ydmygelig.

Sir 50,22-24